Historien

Hejlsminde Selskabelige Forening og Hejlsminde Borgerforening tog i midten af 1980’erne udfordringen fra kunstmaleren Leo Astrup op, og begyndte at samle penge sammen til at bygge et forsamlingshus.

 

Hejlsminde Badehotel var blevet lukket, og der var ikke længere en sal, som kunne benyttes til foreningsarrangementer og lignenede.  Leo havde fået den idé, at Hejlsminde skulle have et nyt samlingssted, hvor alle mulige arrangementer kunne afholdes - et ”medborgerhus”.

 

Til en begyndelse donerede Leo Astrup en serie reproduktioner af nogle af sine malerier og tegninger, som kunne sælges. Overskuddet herfra skulle gå direkte til etableringen af medborgerhuset. Det var dog langt fra nok.

 

Snart var planerne om det første ”Hejlsminde Kræmmermarked” en realitet.

 

Efter 10 års kræmmermarkeder havde de to bestyrelser samlet ca 600.000 sammen, og i tæt samarbejde med den daværende Christiansfeld Kommune blev byggeriet igangsat.

 

Hejlsminde Forsamlingshus stod færdig i april 1996 med reception og indvielsesfest den 11. maj.

 

 

1/7

De mange frivillige, der investerede arbejdstimer, samt gode lokale håndværkere, kan være stolte over resultatet, som tit bliver kaldt ”Danmarks smukkest beliggende forsamlingshus”.

 

Bestyrelsen for Hejlsminde Forsamlingshus arbejder til stadighed for at holde en høj standard i forsamlingshuset, og ved hjælp af donationer fra fonde og ikke mindst Hejlsminde Kræmmermarked holdes huset og inventaret pænt og funktionsdygtigt.

 

Huset er udstyret med borde og stole, bestik og service til 120 personer, og bruges til mange forskellige formål. Private fester, foreningsarrangementer - så som bankospil, generalforsamlinger, møder, musikarrangementer (”Folk i Hejlsminde”), klubhus for Hejlsminde Bådelaug og meget mere.

 

Forsamlinghuset rummer også Kabyssen, hvor man i sommerhalvåret kan købe mad og drikke. Disse lokaler er bortforpagtet.